torsdag den 5. november 2009

Tekst Tid Tone

... fra Det Fynske Musikkonservatorium

Pia Sigmund

TEKST TID TONE
- tre aftener med musik og oplæsning med udgangspunkt i Tidens Samlings tidstypiske stuer

I Tidens Samlings stuer kan man fornemme stemningen fra svundne tider. Nu bliver periodernes litteratur og musik levende tre aftener i efteråret! Det sker takket være tre velkendte forfattere der fortæller og læser op, og dygtige unge studerende fra Det Fynske Musikkonservatorium, som synger og spiller musikstykker fra tiden.

Bodil Steensen-Leth


Den første aften var vældig fornøjelig. Det var med Bodil Steensen-Leth der fortalte om tiden omkring 1910’erne og 1920’erne, dvs. nærmere bestemt om Agnes Henningsen og Karin Michaëlis.

Torsdag d. 5. november kl. 19.30: Vagn Lundbye om tiden omkring 1930’erne og 1940’erne.

Torsdag d. 19. november kl. 19.30: Pia Tafdrup om tiden omkring 1950’erne til 1970’erne.


Tekst Tid Tone er blevet til i et samarbejde mellem forfatteren Pia Sigmund (Tidens Samling) og litteraturkoordinator Tomas Thøfner (Kulturmaskinen).

Entré kr. 120,- pr. aften (100 kr. for Tidens Samlings støttemedlemmer). Billetter bestilles/købes hos Tidens Samling.

Tidens Samling
Kulturmaskinen
Farvergården 7, 3. sal (elevator forefindes)
5000 Odense C
Tlf: 65 91 19 42

Kontaktpersoner
Pia Sigmund: piasigmund@mail.dk
Tomas Thøfner: tt@odense.dk, tlf: 65 51 28 23

onsdag den 7. oktober 2009

Kulturmaskinens (piv)åbne skriveværksted

Så var der igen skriveværksted. Nu med efterårsmørket lige udenfor ...

Før vi gik igang med læsning af deltagernes tekster, tog vi et par øvelser ud fra nedenstående arbejdspapir.

Poesi

ØVELSE 1

Poesi kan være mange forskellige ting, men et digt er typisk lavet af ord … (Virkelig!?) Ordene er et materiale for digteren, ligesom farverne er det for maleren. Ofte vil en maler danne en palet af farver som hun så maler med. Denne øvelse går ud på at gøre noget lignende. Tag en bog i reolen, og find omkring 10 ord som appellerer til din poetiske sans. Skriv dem ned. Skriv så et digt af en slags, hvor de indgår.

Diskussion: Hvilke slags ord vælger vi? Hvorfor, hvorfor ikke …


ØVELSE 2

Digte har form, ligesom et stykke musik, fx. Klassiske former, såsom rimede sonetter, har meget tydelige og bestemte formtræk. Litteraturhistorien er fuld af forskellige formkrav, fx bestemte versefødder, bestemte stavelsesantal, bestemt antal ord pr. linje, bestemte rimtyper og rimskemaer, og så videre. I dag skrives de fleste digte på frie vers (i litterære digtudgivelser), men også i dag er der mange eksempler på formkrav, klassiske eller nyopfundne. Man kan argumentere for at frie vers også arbejder med formkrav. Det er mere flydende og diffuse krav, men der arbejdes naturligvis stadig med klang, rytme og meget andet.

I denne øvelse skal du bruge et simpelt formkrav, nemlig akrostikon, hvor de forreste bogstaver i linjerne danner et ord. Vælg et af ordene fra den foregående øvelse, og prøv at skrive et digt hvor ordet dannes af de første bogstaver i linjerne.

Du kan også prøve mesostikon, hvor et el. flere bogstaver på en bestemt plads inde i ordene læst lodret danner et ord. – Eller selvfølgelig finde på et andet system …

Diskussion: fordele og ulemper ved formkrav …

onsdag den 16. september 2009

Spoken word: Peter Dyreborg og MC Jabber


I går aftes (tirs. 15.09.09) var der spoken word i Kulturmaskinens Store sal, nærmere bestemt hr. Peter Dyreborg og englænderen MC Jabber (bl.a. kendt fra Blue Foundation).


Det var en fornøjelig og underholdende aften som var arrangeret i et samarbejde mellem undertegnede (Kulturmaskinen) og Studenterhuset.

Odense Lyrikfestival 2010 under construction!

I lørdags blev der afholdt en workshop hvis formål var at udvikle Odense Lyrikfestival. Der var inviteret omkring 40 lokale interessenter, og skønt invitationerne af praktiske grunde kom meget sent ud, var vi ca. 20. Et meget flot resultat!

To eksterne oplægsholdere med erfaringer fra henholdsvis Århus og København deltog, nemlig Mathias Kokholm fra Verbale Pupiller, og Marie Vinter fra bl.a. ØK og tidligere Borgens forlag (nu er hun på Peoples press). Efter deres meget fine og inspirerende oplæg, fortalte FynsVærk om festivalen. Så var der et poetisk indslag ved Lasse Nyholm, og derefter workshops i tre grupper.

I workshoppen drøftede vi idéer og visioner for lyrikfestivalen. FynsVærk vil udarbejde et lille katalog over de tanker der kom frem, til brug over de næste år.

Efter en fælles opsamling og spisning, var der mere poetisk kræs. Nikolaj Stockholm og Marianne Larsen læste. Det var en fornem afslutning på en fin dag.

Initiativet til dagen og det videre udviklingsarbejde blev taget af undertegnede i samarbejde med FynsVærk, og er i øvrigt støttet af Kunstrådets Festivalpulje.

torsdag den 3. september 2009

Næste åbne skriveværksted man. d. 5. oktober kl. 19

Endnu en fin aften på Kulturmaskinens (piv)åbne skriveværksted - som jeg vil til at kalde det ...

Jeg var ikke sikker på hvor mange der ville komme, sådan efter sommerferien, men vi kunne dårlig have været flere omkring bordet, så det var dejligt.

Den første time lavede vi skriveøvelser om dialog, og den anden time læste vi tekster.

Næste gang bliver mandag d. 5. oktober kl 19. Mere info følger.

fredag den 28. august 2009

Kulturmaskinens åbne skriveværksted torsdag d. 3. september kl. 19










Kære skrivende

Jeg håber vi ses på torsdag d. 3. september kl. 19 i "Byttebiblioteket" ved Kulturmaskinens cafe.
MELD TILBAGE OM DU KOMMER!

På torsdag kan vi starte med et par skriveøvelser hvis der er stemning for det, og så ellers tekstlæsning.

Jeg håber også at mindst tre tager korte tekster med, og synes også det vil være godt med en enkelt længere.

MAIL TEKSTER TIL MIG!
Så sørger jeg for at maile dem rundt og printer dem ud ...

(Diskussionsgruppen på nettet er der ikke rigtig nogen der har taget i brug ...)

Som sædvanligt: sig det endelig videre, og tag skriveinteresserede bekendte med.

Bedste hilsner
Tomas Thøfner (ttSNABELAodense.dk)

PS: Vi starter med øvelser om dialog, der tager udgangspunkt i følgende arbejdspapir:

DÅRLIG DIALOG ER …

· overflødig dialog, overflødige replikker, kedelig dialog

· dialog der ikke bidrager til at karakterisere figurerne / til at drive fortællingen videre (god dialog gør begge dele).

· dialog uden "undertekster" (dvs. uden noget ”mellem linjerne”)

· dialog der med "vold og magt" skal informere læseren om noget (”forfatterens talerør”)

· utroværdig sprogbrug ift. karakterer

· replikker der er alt for skriftlige

· replikker der er alt for realistisk mundtlige

· replikker med (mange) angivelser af hvordan noget bliver sagt, fx "råbte han", "insisterede han", "hviskede han inderligt", "snerrede han agressivt".

· replikskifter man ikke kan finde rundt i (hvem siger hvad?)

· replikskifter der er regelmæssige serier af spørgsmål/svar.

· replikker uden karakter – når alle figurerne taler på samme måde.


.. kan vi finde på flere kendetegn ved dårlig dialog? (Dårlig medmindre selvfølgelig disse træk bruges til noget, fx humoristisk)


ØVELSE – DIALOG 1

Tænk på en dialog mellem to figurer, gerne nogen du skriver om eller som er forbundet med noget du har skrevet om / gerne vil skrive om … Hvis du mangler idéer, så brug et ægtepar / kærestepar.

Skriv nu en dårlig dialog mellem dem, prøv at lave så mange ”fejl” (jvnf. listen ovenfor) som muligt …


ØVELSE – DIALOG 2

Fornemmelsen af at der sker noget i en dialog (og i dramatik), er ofte knyttet til at figurerne undervejs skifter status i forhold til hinanden, eller ”skifter følelse”. [”statusskift”, ”plotpunkter”]

Her er nogle få følelsesbeskrivende ord eller udtryk (tilføj meget gerne flere og bedre!):

sorg
glæde
afsky
ligegyldighed
skadefro
eksistentiel krise
angst / frygt
overraskelse
forundring
pessimisme
optimisme
forelskelse
jalousi
..
..
..


Vælg nu fire ord (gerne helt tilfældigt). Lad os sige at vi vælger:

1: afsky
2: optimisme
3: overraskelse
4: sorg


Opgaven er så at skrive en dialog mellem figurerne fra før, hvor person A starter med følelse 1 og ender med følelse 2, mens person B starter med følelse 3 og ender med følelse 4.

Ordene skal selvfølgelig ikke bruges - show dont tell!

(Har du ikke andre idéer, så brug et ægtepar/kærestepar).


ØVELSE – DIALOG 3

Nogle gange kan man glemme at alle karakterer i en fiktion bør have deres egne dagsordener, ligesom vi i virkeligheden har mange forskellige og indbyrdes modstridende mål.

Du skal nu lave en ny dialog (du kan basere den på dialogen fra øvelse 2).

Denne gang skal hver figur udstyres med sin egen dagsorden, dvs. et mål - helst et som er ukendt for den anden figur.

Mål, motiver, ønsker
Materiel / økonomisk rigdom, prestige, kærlighed, sex, religiøse mål, hævn, viden, at forstå …, at skabe mening, magt, accept … (tilføj gerne flere og bedre!)

F.eks:

Person A: er forelsket i B’s søster/bror.
Person B: håber A vil tilbyde at hjælpe økonomisk

Person A: vil vise B at han er blevet meget succesfuld!
Person B: vil gerne snakke om sit alkoholproblem, men har svært ved det

Person A: ønsker at blive et bedre menneske
Person B: vil have hævn over noget (og håber A vil hjælpe)

Person A: vil vide hvem hans/hendes rigtige forældre er (og B ved noget?)
Person B: vil have at A accepterer ham/hende som sin ligemand


Find gerne på flere og bland motiverne efter behag …

Vælg to ’dagsordener’ til dine to figurer, og skriv en dialog. Du må hellere end gerne prøve at beholde (noget af) dynamikken fra øvelse 2 – og basere den derpå. Eller start på en frisk hvis du hellere vil …

mandag den 24. august 2009

Odense forfatterskole



Var forbi kurset "Odense Forfatterskole" (på Paarup aftenskole) og snakke lidt om teksters udsigelsesniveauer. Jeg læste nogle eksempler op og diskuterede forskelligt med holdet. Var også med til tekstgennemgang. Stemningen var fin og fokuseret. Det er altid interessant og lærerigt at forholde sig til nye tekster!

Det bliver spændende om det fine tiltag ender med at blive et pilotprojekt for en større og permament forfatterskole.

Under alle omstændigheder er jeg sikker på at de 15-16 på holdet får noget ud af det!


[Fotos fra kursets afslutning, fotograf Cindy Lynn Brown]

Efter Odense filmfestival


Så er OFF 2009 vel overstået. Der blev vist en masse kort- og dokumentarfilm, og der skete en masse. Også en del der havde med litteratur at gøre på den ene og den anden måde. Der var fx en gruppe elever fra en 8. kl. som bl.a. anmeldte film. Jeg var inde og give dem en igangsætningstime, og de gik til den med stor koncentration og ildhus, selvom det var presset tidsmæssigt (meget realistiske arbejdsbetingelser for anmeldere).
Så har der været et filmmanuskriptkursus med en ny klasse hver dag i festivalugen. De fik kyndig undervisning af Esther Rutzou.

Da jeg stak hovedet indenfor, hørte jeg en gruppe elever "pitche" - som det hedder i filmsprog - en filmidé. Deres idé lød spændende, og det var tydeligt at de havde arbejdet seriøst med både selve idéen og fremførelsen af den. Hver dag blev der kåret en "pitchvinder", og fredag var der så finale. Iøvrigt både for manuskript-, dokumentar- og film x-workshoppen.


søndag den 23. august 2009

Der var Ord i biffen

Claus Ankersen

I onsdags var der to decideret litterære indslag på programmet. Filmen Peanuts og fri fad, om litterære "performere", blev forevist. Og filmens ophavsmand, Claus Ankersen, og en af de interviewede i filmen, Jens Blendstrup, optrædte bagefter foran det hvide lærred. Biografen var ca. halvt fyldt, ikke dårligt en onsdag eftermiddag! Noget var gået en smule galt i planlægningen, for halvt inde i "eftershowet", måtte vi flytte sal, men såvel forfattere som publikum tog det pænt. Især Blendstrup var fantastisk morsom. Han havde bl.a. skrevet en dialog på vejen over i toget, og den blev fremført med den blanding af absurd humor og sprogligt fyrværkeri, som er Blendstrups særkende.

Jens Blendstrup

Kl. 19, blev Jytte Rex' "Cikaderne findes" vist. Den store biografsal var fyldt til randen, ja der sad folk på trappen. Til stede var digteren Morten Søndergaard og billed- og filmkunstner Jytte Rex.

Inger Christensen (Fra "Cikaderne findes")

Under filmen, ca. 3/4 inde i den, kom tv2/fyn ind og foretog et "hviskeinterview" med Søndergaard og undertegnede. Det var efter aftale, og som arrangør var det rigtig fint at komme ud med et liveindslag om litteratur i biografen. Jeg havde advaret publikum på forhånd, og forstyrrelsen var vist ikke så alvorlig ... Men alligevel, nogle gange kan man være splittet mellem forskellige hensyn. Indadtil - hensynet til arrangementet nu og her - og udadtil - hensynet til at skabe en vis form for bevågenhed. Sidstnævnte er jo forudsætningen for at man får mulighed for at lave mere af den slags man gerne vil lave mere af ...

Rex' film om Inger Christensen var en stor oplevelse, også for mig, selvom jeg har set den mange gange, og også selvom den desværre blev fremvist i et lidt forkert format, så toppen af billedet blev skåret af. Det var helt tydeligt at publikum også var begejstrede for filmen.

Bagefter stillede jeg nogle spørgsmål til de to gæster, ligesom der var spørgsmål fra publikum. Det var også en glimrende afslutning. Seancen fortsatte nu ikke så lang tid som jeg havde regnet med, men det gjorde heller ikke noget. Der var varmt ... Der var også lidt problemer med en skizofren kvinde. Hun havde heldigvis været tavs det meste af filmen, bortset fra en enkelt højlydt konstatering om hvor mange sjæle der var plads til i himlen, eller noget i den stil. Men bagefter måtte hun ud med ... ja ud med et eller andet. Lange typisk skizoide passager, med alle de velkendte sproglige træk. Som fx påberåbelse af en lang række samfundsmæssige autoriteter og abstrakter. Det var ikke et kæmpeproblem, men det gjorde nok sit til at opbrudsstemningen indtraf.

Konklusionen på litteratur og OFF 2009 er at sådan noget skal der laves noget mere af! En anden gang skal "ekstramaterialet", dvs. dialog og oplæsning, nok fordeles før og efter filmene. Men der er et stort potentiale i at få nogle flere ord i biffen!

tirsdag den 11. august 2009

Maja Lucas foredrag/oplæsning


Kl. 17. i går mandag var der foredrag og oplæsning ved Maja Lucas på Paarup aftenskole, arrangeret af kurset Odense Forfatterskole.

Bortset fra at det var vanskeligt at finde ud af hvor det nøjagtigt foregik henne - der var ikke sat en eneste seddel op, og huset var lidt af en labyrint - så var det et glimrende arrangement.

En lille snes tilhørere sad og svedte tran i den fugtige varme, uden at det gik ud over deres engagement og koncentration. Maja Lucas fortalte medrivende om skriveprocessen, med en blanding af egne erfaringer og mere generelle reflektioner. Og så læste hun nogle stykker fra den næste bog, der lød spændende og rørende. Ved afslutningen af spørgerunden bad én af publikummerne om Maja ikke ville læse det sidste igen fordi det var så godt. Maja læste dog ikke nøjagtigt det samme, men valgte at læse videre i teksten ...

Husk at der er to forfatterforedrag tilbage. Alle er velkomne. Gratis entré.

Mandag 17. august, kl. 17: Pablo Llambias
Mandag 24. august, Kl. 17: Neal Ashley Conrad


Det foregår i Paarup aftenskoles sal på Pakhusgården 18 (Rugårdsvej 101), 5000 Odense C. Arrangementerne har tilknytning til kurset Odense Forfatterskole (se http://daysofartandlove.dk/) og er støttet af Forfattercentrum (Kunstrådet).

mandag den 3. august 2009

Poesi i biffen (19.august, Odense FilmFestival)

Film kan være poetiske, og digte kan være filmiske – så selvfølgelig skal der være poesi i biffen.

Odense FilmFestival giver med to meget forskellige arrangementer onsdag d. 19. august publikum mulighed for at opleve poesi både live og på film.

Cikader og peanuts

Kl. 15, filmen ”Peanuts og fri fad” (2009), som giver et aktuelt portræt af hvad undertitlen kalder ”scenekunstlitteraturen”, også kaldet ”Spoken word”, ”Performance poesi” og ”Poetry slam”. Claus Ankersen, den debuterende instruktør, præsenterer filmen, og Jens Blendstrup og Lars Bukdahl kommer og giver deres version af hvad det drejer sig om. Med d’herrer Blendstrup og Bukdahl kan det ikke blive kedeligt.

Kl. 19 præsenterer filmskaberen Jytte Rex sin smukke og intense portrætfilm om Inger Christensen (1935-2009) ”Cikaderne findes” (1998). Filmen er en sjældent vellykket digterfilm, der ligesom den portrætterede på én gang er helt nede på jorden og højt svævende. Digteren Morten Søndergaard læser op og giver et personligt bud på hvad der er så skærende smukt ved hendes poesi, der i den grad stadig findes.

Arrangementerne er et resultat af et samarbejde mellem OFF og Tomas Thøfner, der er litteraturkoordinator ved Odense Kommune: ”Oplæsning og dialog har vældig gode betingelser i biografsalens magelige mørke. Kombinationen af indre og ydre billeder har noget for sig!”

Arrangementerne er støttet af Kunstrådets litteraturudvalg.

onsdag den 29. juli 2009

Odense Forfatterskole

Du kan stadig nå at melde dig til et treugers intensivt forfatterskolekursus!

Kurset henvender sig til alle med motivation og interesse for at skrive og udvikle sig. Få et bedre greb om dine tekster –uanset om det er digte, noveller, kortprosa eller romaner.

Det foregår på Paarup aftenskole med start mandag d. 10. august.

Læs mere og se programmet i detaljer på http://daysofartandlove.dk/2009.

Tre spændende GRATIS forfatterforedrag mandage i august

Selvom det er sommer er der god grund til at gå indendørs og høre oplæsning og oplæg fra spændende forfattere.

Mandag 10. august, Kl. 17: Maja Lucas
Mandag 17. august, kl. 17: Pablo Llambias
Mandag 24. august, Kl. 17: Neal Ashley Conrad

Det foregår i Paarup aftenskoles sal på Pakhusgården 18 (Rugårdsvej 101), 5000 Odense C.

Det er ganske gratis og åbent for alle der er plads til.

Arrangementerne har tilknytning til kurset Odense Forfatterskole (se http://daysofartandlove.dk) og er støttet af Forfattercentrum (Kunstrådet).

tirsdag den 7. juli 2009

Åbent skriveværksted onsdag d. 24. juni kl. 19

Det første åbne skriveværksted (i Kulturmaskinens regi), forløb glimrende. Vi var 8-9 stykker, og nåede at læse to meget forskellige tekster på omkring to timer.

Ikke dårligt i betragtning af at sommeren er over os (vejret var rigtig godt den aften...)!

Næste værksted er allerede aftalt. Det bliver TORSDAG D. 3. SEPTEMBER, KL. 19.00 (Igen i Byttebiblioteket ved Kulturmaskinens cafe).

Når tiden nærmer sig vil jeg begynde at reklamere lidt for det ... (det er dårligt nok sket indtil nu)

TT

onsdag den 3. juni 2009

Kulturmaskinens skriveværksted: referat af 1. møde

Tak for et vældig fint møde, med et rigtig flot fremmøde. I betragtning af hvor lidt der var ”reklameret” for initiativet var det fornemt!

Jeg tror vi var 14, og mindst tre interesserede måtte melde afbud.

NB: Vi aftalte at mødes mandag d. 22. juni kl. 19. Desværre overså jeg at jeg er i Venedig for at se biennalen … Eftersom mange gerne ville have at vi går i gang ”under vejledning”, så bliver vi nødt til at rykke tidspunktet.

Det nye mødetidspunkt er onsdag d. 24. juni kl. 19 samme sted (Kulturmaskinens Byttebibliotek ved cafeen). Alle er velkomne! Her vil vi gennemgå kortere tekster (3 lovede at tage med …), og kigge på en slags model for responsgivning, m.m. Det vil være fint med 1-2 lidt længere tekster som vi har læst på forhånd. Se nedenfor hvordan de kan lægges til os på nettet.

Der vil ikke være værksted i juli. I august forslår jeg at dem der har lyst mødes d. 19. i cafebiografen kl. 19, hvor Jytte Rex viser sin fine portrætfilm om vores store digterinde Inger Christensen (som jo døde i begyndelsen af året), og hvor digteren Morten Søndergaard læser op. Men det kan vi vende tilbage til.

Og så lidt information om den intensive forfatterskole i august. Der er virkelig noget at komme efter! 10.-28. august: Skrivekursus for voksne på Paarup Aftenskole med undervisning hver formiddag mandag-fredag. Gæstelærere er bl.a. Maja Lucas, Pablo Llambías og Neal Ashley Conrad. Pris ca. 2300 kr. Kontakt skolen på tlf. 66 13 00 82.

Beslutninger vi nåede frem til
  • Mødefrekvens 1 gang månedligt. Rullende ugedage …
  • Længere tekster (>1 side) læses på forhånd.
  • Brug af nettet som et supplement.
  • På lidt længere sigt, gerne eksterne indspark, inspiration, m.m. fra eksterne kræfter.
  • Mange ville gerne hjælpes med motivation og også have deciderede opgaver / sættes i gang. Men responsgivningen, dvs. læsningen af tekster, er trods alt det vigtigste.
  • Flere lagde vægt på at man også skal lære at give respons. Dels fordi det skal foregå på en ordentlig og konstruktiv måde, dels fordi der er faglige og håndværksmæssige ting at lære. Jeg vil meget gerne hjælpe i starten - og man kan forestille sig at betale for gæstelærere senere hen. (Noget ville kunne laves som åbne arrangementer som ville kunne finansieres ad anden vej).


Skriveværkstedet på nettet
Jeg har oprettet en diskussionsgruppe på nettet (Google groups) som skriveværkstedet kan bruge til at læse hinandens tekster, m.m.

Hvis du ikke allerede er medlem (eller er inviteret), kan du bede om at blive det på adressen:

http://groups.google.com/group/skrivekulturmaskinen

tirsdag den 26. maj 2009

Kulturmaskinens åbne skriveværksted

Det første møde blev afholdt i går aftes, og handlede om at aftale nogle rammer for skriveværkstedet.

På trods af at der dårligt nok var blevet "reklameret" for initiativet, mødte i hvert fald fjorten meget interesserede op, og endnu tre meldte afbud med beklagelse.

Så der er helt givet et behov!

Mere info følger ...

tirsdag den 12. maj 2009

Åbent skriveværksted - stiftende møde mandag d. 25/5 kl. 18.30 i Kulturmaskinens cafe

Da Verdens bogdag blev fejret, blev der samlet mailadresser ind blandt de fremmødte (nej, ikke til giro 413), og der opstod spontant et ønske om at undersøge mulighederne for at danne en skrivegruppe.

Som litteraturkoordinator vil jeg meget gerne bakke op om sådan et initiativ, og Kulturmaskinen er et oplagt sted at holde til for en skrivegruppe.

Alle interesserede er velkomne til et uformelt møde, mandag d. 25/5 kl. 18.30 i Kulturmaskinens Café.

Jeg forestiller mig at vi kan præsentere os, diskutere muligheder og forventninger og måske allerede fastlægge nogle praktiske rammer. Jeg kan fortælle om muligheder på Kulturmaskinen, og om hvad jeg kan hjælpe med, etc.

Jeg gætter på at mødet vil vare mellem en halv og en hel time (bl.a. afhængig af hvor mange vi bliver).

TT

mandag den 27. april 2009

Verdens bogdag



Verdens bogdag, d. 23. april, blev fejret med et åbent skriveværksted på Kulturmaskinen. Arrangementet var et samarbejde mellem Fynske Forfattere, Odense Centralbibliotek og Kulturmaskinen.

Fra forfatterside deltog Bjarne Kim Pedersen, Esther Rutzou, Jo Hermann, Martin Jensen, Pernille Nederland, Pia Sigmund og Tomas Thøfner.


Martin Jensen fortalte hvad der skulle ske ...


Også Torben Poulsen deltog, han varetog nemlig motivation og uddeling af afdøde forfatter Vagn Predbjørns fødselsdagslegat.



Merna Samir Alhozy modtager fødselsdagslegatet


På dagen havde Torben Poulsen en flot kronik i Fyens Stiftstidende, hvor han nærmere beskrev hvorfor Merna Samir Alhozy, en 21-årig irakisk flygtning - og digter - skulle have prisen. "Det er i sidstnævnte egenskab, hun får prisen, selvom hun næppe ser sig selv som forfatter, for hendes digte er ikke udkommet i bogform og gør det måske heller aldrig. Merna skriver nemlig ikke digte for at få dem udgivet. Hun gør det, fordi hun ikke kan lade være. Det er digte, der kommer fra hjertet og af nødvendighed."
Efter prisuddelingen der delte skriveværkstedet i to, fortsatte det koncentrerede arbejde med skriveøvelserne. Deltagerne var både modige og seriøse.

Skrivende under kyndig vejledning fra Jo Hermann







tirsdag den 17. marts 2009

Noveller Nul Ni

Der sker en masse spændende rundt omkring i novellerne …! Litteraturkoordinator Tomas Thøfner er vært ved fire hyggelige men intense aftener med dialog og oplæsning. Samlet vil de fire arrangementer give et indtryk af novellegenrens styrke og fokus ”i disse år” - men først og fremmest vil forfatterne bevæge os med deres præcision, følsomhed og humor. Det foregår i Kulturmaskinens store sal, og der er gratis adgang.

Sådan lød invitationen til Noveller Nul Ni.


Det blev til fire vældig gode aftener, som virkelig viste et stort spænd i novellegenren, eller bare den kortere fortællende prosa. Publikum var meget lydhøre og engagerede.


-oOo-

Torsdag d. 12/2 kl. 19: Maja Elverkilde og Thøger Jensen


Torsdag d. 19/2 kl. 19: Peter Adolphsen og Sidsel Falsig Pedersen




Torsdag d. 26/2 kl. 19: Kristina Nya Glaffey og Merete Pryds Helle

Onsdag d. 11/3 kl. 19: Naja Marie Aidt

Da Naja Marie Aidt besøgte Kulturmaskinen gik 30 forgæves, salen blev udnyttet fuldt ud med 150 siddende tilhørere.

Novelleaftenerne blev støttet af Kunstrådets litteraturudvalg (Forfattercentrum) og Odense kommune.

Byttebibliotek haves!


Lige til højre for cafeens disk i Kulturmaskinens stueetage, ligger et lille rum med vinduer ud til Pantheonsgade. Det hedder “Byttebiblioteket”, og det gør det fordi det fungerer som sådan. Der står tre fyldte reoler, og hvis man har nogle bøger andre måske kunne få glæde af, så stiller man dem bare op i reolen, og ser om noget kunne interessere én selv.

Her skal lyde et stort tak til Bjarne Mortensen, 4. Sct. Georgs Gilde Odense, som meget venligt har doneret de fleste af bøgerne, og som endda sørgede for transporten også!

Byttebiblioteket bør have flere navne. Det er også en Læsestue, hvor man kan kigge i dagens aviser. Og måske bliver det også et Montregalleri (et lille galleri i en montre - deraf navnet), ligesom vi på længere sigt har planer om at få en audiovisuel bar, hvor man kan sidde og høre digte eller se kunst- og dokumentarvideoer.

Rummet er stadig under udvikling. Detaljerne kommer henad vejen … Men Kulturmaskinens gæster er meget velkomne til at benytte Byttebiblioteket!
-oOo-

Da Kulturmaskinen åbnede d. 17.-18. januar, var der tegnekonkurrence i Byttebiblioteket.


Fotos fra Z-faktors 3. runde og finale

Nicolai Revke Eriksen retter mikrofonen til for en af de modige deltagere i Z-faktor.














Digtkonkurrencen Z-faktor (i modsætning til solcremen)


Hvis man er interaturlitteresseret kan man ikke klage over begyndelsen af 2009 i Odense. Med Kulturmaskinen har man fået et kulturhus med en litterær profil. Allerede til åbent hus midt i januar var der digtoplæsning og 1. runde af digtkonkurrencen Z-faktor, ligesom udstillingen Digte for begyndere og let øvede blev åbnet. Siden hen har Z-faktor haft en 2. runde der var ligeså velbesøgt som den første, og en 3. runde + finale, hvorlangt over 100 mennesker troppede op!

Jeg har oplevet mange forskellige slags lyrik-arrangementer, med stemninger fra det ophøjede aristokratiske til det uformelt improvisatoriske. Z-faktor indtager en unik position, synes jeg. Man er ikke helt ovre i det performance-orienterede (som til poetry-slam), men der er et underholdningselement og en fart over feltet, som klæder de mange indlæg, og som gør det til noget andet end f.eks. en aften med åben mikrofon.

Stemningen kærlig og poetisk ...

Stemningen var supergod, lydhør, koncentreret og rummelig. Og igen var der en flot blanding af deltagere, unge, ældre og midt imellem. Meget forskellige, men alle modige, og mange med fine tekster.

Det var ikke alle tekster der kunne tages alvorligt som litteratur, men det gode ved stemningen var at det ikke gjorde noget. Z-faktor kunne, ikke mindst i kraft af den fine og meget ligevægtige dommerpræstation, rumme både det skæve og det finurlige, og det både mht. mennesker og tekster.

Z-faktor inviterer til en fortsættelse. Næste gang kunne der være længere tid til at gøre opmærksom på konkurrencen, og man kunne arbejde med at lave en udgivelse med deltagernes tekster på forhånd. I det hele taget er der noget at bygge videre på. Og også en stor inspiration til at tænke på hvilke andre typer af arrangementer der kan laves, som udnytter noget af den samme energi.

Litnet har lagt et stort arbejde i Z-faktor og de andre initiativer. Her skal lyde et shout-out til Nicolai Revke Eriksen der styrede det fra a-z, med streg under ‘z’. Og også en stor tak til andre frivillige kræfter, såsom Karin Høgh. Og så tak til deltagerne naturligvis, de modige! (En håndfuld af dem vil vi givetvis høre mere til!) Og en stor tak til dommerpanelet, som uden honorar lagde et stort og flot stykke arbejde i det.

Kulturmaskinen åbnede med pomp og lyrik

Her er nogle fotos fra "Digte for begyndere og let øvede", som gæstede Kulturmaskinen i januar. Se http://www.udirummet.dk/ for information om udstillingen.





































































Lise Gram fortæller om udstillingen.