mandag den 3. august 2009

Poesi i biffen (19.august, Odense FilmFestival)

Film kan være poetiske, og digte kan være filmiske – så selvfølgelig skal der være poesi i biffen.

Odense FilmFestival giver med to meget forskellige arrangementer onsdag d. 19. august publikum mulighed for at opleve poesi både live og på film.

Cikader og peanuts

Kl. 15, filmen ”Peanuts og fri fad” (2009), som giver et aktuelt portræt af hvad undertitlen kalder ”scenekunstlitteraturen”, også kaldet ”Spoken word”, ”Performance poesi” og ”Poetry slam”. Claus Ankersen, den debuterende instruktør, præsenterer filmen, og Jens Blendstrup og Lars Bukdahl kommer og giver deres version af hvad det drejer sig om. Med d’herrer Blendstrup og Bukdahl kan det ikke blive kedeligt.

Kl. 19 præsenterer filmskaberen Jytte Rex sin smukke og intense portrætfilm om Inger Christensen (1935-2009) ”Cikaderne findes” (1998). Filmen er en sjældent vellykket digterfilm, der ligesom den portrætterede på én gang er helt nede på jorden og højt svævende. Digteren Morten Søndergaard læser op og giver et personligt bud på hvad der er så skærende smukt ved hendes poesi, der i den grad stadig findes.

Arrangementerne er et resultat af et samarbejde mellem OFF og Tomas Thøfner, der er litteraturkoordinator ved Odense Kommune: ”Oplæsning og dialog har vældig gode betingelser i biografsalens magelige mørke. Kombinationen af indre og ydre billeder har noget for sig!”

Arrangementerne er støttet af Kunstrådets litteraturudvalg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar